»Det lugtede langt væk af, at det simpelthen ikke var ægte«

Hvad der i første omgang virkede som et godt køb gennem et deal-site, endte med at blive en principsag for Lars om ikke at støtte organiseret kriminalitet.

Da Lars Møller Andersen bestilte et par mærkevaresko, gennem et deal-site, havde han ikke forestillet sig, at det kunne være en kopivare. Men da han åbnede pakken, kunne han med det samme se, at noget ikke var, som det skulle være.

De så alt for billige ud
»De så alt for billige ud for sådan en sko. Det var tydeligt for det blotte øje. Det lugtede langt væk af, at de ikke var ægte,« fortæller Lars. Ved nærmere undersøgelse af skoene blev han sikker på, at kvaliteten ikke var, som man kan forvente af en sko af det mærke.

Han tog derfor billeder af skoene og kontaktede deal-sitet, hvor han havde købt dem. De oplyste, at de ikke kendte til, at skoene skulle være falske. Deal-sitet henviste i første omgang Lars til at kontakte den virksomhed, som havde solgt skoene gennem deal-sitet. Lars kontaktede dem, men de vendte aldrig tilbage.

I mellemtiden havde han også kontaktet mærkevareproducenten selv for at høre, om skoene var ægte eller en kopi. Svaret fra dem var klart: Det par sko havde de aldrig haft noget at gøre med.

Det er værre, end det bliver gjort til
Herfra blev det til en principsag for Lars: »Jeg mener faktisk, at forfalskede varer er værre, end det bliver gjort til, da der reelt er tale om organiseret kriminalitet.« Det, der især generer Lars, er den bevidste snyd af forbrugere. »Bagmændene forsøger at få os til at købe noget ved at få os til at tro, at produktet er ægte, selvom det rent faktisk er falsk«, siger Lars. Han fortsætter: »Kopieringen er desuden urimelig over for producenterne og sælgerne af de ægte varer, og jeg ønsker selvfølgelig ikke at støtte nogen former for kriminalitet.« Lars tilføjer: »Når jeg køber noget, vil jeg også kunne stole på, at varen er produceret på en ansvarlig måde, og at der f.eks. ikke er farlige kemikalier i. Det kan man ikke vide med kopivarer, og man kan have sin tvivl. «

Der må være nogen, der kan gøre noget?
Da det gik op for Lars, at han var blevet snydt, var det vigtigt for ham at søge en form for retfærdighed. »Jeg tænkte, at der måtte være en instans eller et organ, der kunne gøre noget ved det«, fortæller Lars. Derfor ringede han til Patent- og Varemærkestyrelsens Hotline om kopivarer. Her blev han vejledt om muligheden for at søge pengene retur via sin bank eller eventuelt gennem deal-sitet.

Lars sendte herefter mails og billeder af skoene til deal-sitet, som endte med at tilbagebetale pengene. For Lars var det en principsag. »Det var ikke pengene i sig selv, men dealsitet skulle mærke konsekvensen af at bruge en tvivlsom leverandør, som snød kunderne med forfalskede varer«.

 


At søge pengene tilbage for kopivarer, ligesom Lars gjorde, kan være med til at bekæmpe handlen med kopivarer. Kontakt først sælgerne og ellers din bank.

Du kan få vejledning om kopivarer hos Hotline om kopivarer, som drives af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ring til 22605687 på hverdage mellem 9.30 og 11.30 eller skriv til enforce@dkpto.dk.


 

Se eller læs andre historier fra forbrugere

- der har haft oplevelser med kopivarer.


»...Det er måske lidt pinligt..."

Der er mange gode grunde til at undgå kopivarer
- Her kan du se Reyhan fortælle, hvorfor hun vælger ægte.


»Det var ikke lugten af nye sko.
De lugtede kemisk, nærmest giftige«

Der er mange gode grunde til at undgå kopivarer
- Se hvorfor Camilla vælger ægte.


 

Var Informationen nyttig?