»Det var ikke lugten af nye sko. De lugtede kemisk, nærmest giftige«

Forførende lave priser kan lokke selv de bedste. Og de lokkede også Camilla Thiel til at købe et par sko til sin mand. Men da pakken dukkede op, viste det sig, at der var en god forklaring på den lave pris.

En kærlig tanke. Sådan startede det, da Camilla Thiel ville overraske sin mand med et par sko, han godt kunne lide og tilfældigvis havde set var på tilbud på en hjemmeside. Camilla synes også om skoene, og prisen var forførende, så hun bestilte to par hjem.

Noget tid efter modtog hun en pakke, som så mistænkelig ud, for den kom tilsyneladende fra Kina. Da hun åbnede den, viste det sig at være en åbenlys kopi af et helt andet skomærke, end det hun havde bestilt

»Jeg troede faktisk til at starte med, at der var sket en fejl, og at pakken slet ikke var til mig, fordi indholdet var så langt fra det oprindelige produkt, jeg havde bestilt,« siger Camilla Thiel.

En kemisk overraskelse
Det der skulle have været en kærlig overraskelse til Camillas mand, blev i stedet en ildelugtende overraskelse. For da hun åbnede pakken, var det ikke kun en undren, der bredte sig, men også en lugt.

»Det var ikke lugten af nye sko. De lugtede kemisk, nærmest giftige. Og i en sådan grad, at man ikke engang har lyst til at vide, hvad de indeholder. Det har jeg i hvert fald ikke.«

Det virkede for godt til at være sandt
Episoden med de falske, ildelugtende sko har gjort Camilla mere skeptisk. For at undgå at blive snydt igen, vil hun fremover undersøge en hjemmeside bedre, hvis hun falder over et godt tilbud. Særligt når prisen virker for god til at være sand.

»Jeg vil undersøge hjemmesiden mere grundigt. Er der en ”om os-side”, som indeholder virksomhedens fortælling om sig selv? Det er også en god idé at se efter, om andre har lavet anmeldelser af webshoppen. Jeg kigger også efter stavefejl og skæve priser. Der var der på hjemmesiden med de falske sko, men dengang tænkte jeg ikke videre over det. Og så kan jeg se nu, at prisen var for god til at være sand på den hjemmeside, hvor jeg købte skoene.«

Tankevækkende oplevelse
I kølvandet på skuffelsen over at være blevet snydt, fik Camilla også et nyt perspektiv på kopivarer. Især sundhedsrisikoen ved dem.

»Man ved ikke, hvad man får, eller hvad der er i? Er der kemikalier eller hormonforstyrrende stoffer i? Jeg har ikke tænkt over det før, men det gør jeg efter at have stået med nogle sko i hånden, som lugtede så kraftigt af kemi. Det var meget tankevækkende.«

Vil ikke have noget, der bare ligner
Risikoen for farlige, tilsatte kemikalier og hormonforstyrrende stoffer er en af årsagerne til, at Camilla ikke ønsker at købe kopivarer. Hun fortæller også, at hun ikke ønsker at støtte den kriminalitet, der åbenlyst ligger bag sådan en industri. Og så der også en mere direkte årsag: Hun foretrækker den ægte vare.

»Hvis jeg ønsker mig et par fede Nike-sko, så er det ikke fedt at få noget, der bare ligner og i dårlig kvalitet. Så vil jeg hellere have den ægte vare.«

 


Se flere tips til at spotte kopivarer i tjeklisten her.

Du kan få vejledning om kopivarer hos Hotline om kopivarer, som drives af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ring til 22605687 på hverdage mellem 9.30 og 11.30 eller skriv til enforce@dkpto.dk.


 

Se eller læs andre historier fra forbrugere

- der har haft oplevelser med kopivarer.


 

»...Det er måske lidt pinligt..."

Der er mange gode grunde til at undgå kopivarer
- Her kan du se Reyhan fortælle, hvorfor hun vælger ægte.


»Man bliver klogere af at blive snydt«

Der er mange gode grunde til at undgå kopivarer
- Se hvorfor Mikael vælger ægte.