For producenter af falske varer er det profitten, der tæller. De bruger gerne billige, men sundhedsskadelige stoffer. Kopister behøver ikke at tænke på deres omdømme eller kvalitet, da det er originalproducenterne og forbrugerne, som lider skade.
Kopivarer produceres ofte ”sort” og uden kontrol af arbejdsforhold og hygiejne. Det sætter arbejdskraften i en sårbar situation og øger risikoen for udnyttelse.
Sammenhængen mellem kopivarer og organiseret kriminalitet er veldokumenteret. Ved køb af kopivarer risikerer du at støtte kriminelle organisationer, som også kan være involveret i fx handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse, hvidvask, skatteunddragelse og menneskehandel.
Du risikerer at få stjålet og misbrugt dine kreditkortoplysninger og få virus/malware på computeren, hvis du køber falske varer på nettet.
Se flere konsekvener
Med oplysende annoncer på forskellige online markedspladser for køb og salg af brugte varer ønsker Patent- og Varemærkestyrelsen at sætte fokus på de alvorlige konsekvenser ved kopivarer.
Kampagnen bygger på indsigter fra en ny analyse af unges køb og brug af kopivarer, som Epinion har gennemført for Patent- og Varemærkestyrelsen. Her fremgår det bl.a., at 30 procent af unge mellem 15 og 24 år bevidst har købt kopivarer inden for det seneste år.
Læs mere om kampagnen på jegvælgerægte.dk, hvor du også kan finde gode råd og mere viden om kopivarer.
Kampagnen er finansieret af den europæiske varemærkeorganisation, EUIPO.