Begreber

Når vi her på hjemmesiden bruger udtrykket ”kopivarer”, henviser det til produkter eller varemærker som er for nærgående efterligninger af andres virksomheders produkter eller varemærker, og som derfor krænker originalproducentens rettigheder. Det kan fx være krænkelser af varemærker, designs, patenter eller ophavsrettigheder. Den slags rettigheder kaldes tilsammen immaterielle rettigheder eller blot IPR (som er en forkortelse af det engelske ”Intellectual Property Rights”).

Immaterielle rettigheder er med til at fremme innovation og kreativitet i samfundet. Det skyldes, at den person eller virksomhed som f.eks. skaber kunst, malerier, musik, litteratur, opfindelser, designs, logoer mv. kan opnå en eneret til det skabte. Eneretten giver rettighedshavere mulighed for at tjene penge på det, som de har skabt. En opfinder kan f.eks. vælge at sælge sin opfindelse til en stor virksomhed. Eneretten forhindrer andre i at udnytte/stjæle ideen uden rettighedshaverens tilladelse. Eneretten varer i en vis periode og kan betragtes som en belønning for den kreative indsats ved skabelsen af produktet.

Eneretsbeskyttelsen er lovbestemt i blandt andet ophavsretsloven, varemærkeloven, designloven, patentloven m.v. Du finder en oversigt over lovene her.

Det er forskelligt, hvad der er beskyttet efter de enkelte love om disse rettigheder. Et produkt kan godt være beskyttet af flere rettigheder samtidig.

F.eks. er lægemidler en produkttype, der ofte er beskyttet af flere rettighedstyper. Selve lægemidlet kan være beskyttet af et patent, dels på en særlig fremgangsmåde til fremstilling af lægemidlet, dels på selve det aktive stof og dels på anvendelsen af lægemidlet. Tabletternes udformning kan være designbeskyttet. Endelig kan navnet på lægemidlet være beskyttet som varemærke.

Særligt om parallelimport

Kopivarer bliver nogle gange forvekslet med parallelimport, men begreberne er ikke identiske.

Parallelimport betyder kort fortalt, at forhandleren køber ægte varer i et andet land og importerer dem til Danmark. Afhængig af, hvorfra og hvortil parallelimport sker, kan det være fuldt ud lovligt. Lovlig parallelimport kan ofte komme forbrugere til gode i form af lavere priser. Butikskæden Normal er et eksempel på en virksomhed, der parallelimporterer varer.

Parallelimport er baseret på principperne om såkaldt konsumption. Disse principper indebærer, at originale varer, der lovligt er blevet markedsført, normalt må videresælges, uden at der skal indhentes tilladelse fra rettighedshaver. Rettighedshavers beføjelser er med andre ord opbrugt (konsumeret) i forbindelse med den oprindelige markedsføring.

Når et produkt er markedsført i et EU/EØS-land, kan det frit markedsføres i hele EØS (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der udgøres af EU-landene samt Island, Norge og Liechtenstein). Er produktet derimod ikke markedsført i EØS, kan det ikke uden rettighedshaverens samtykke markedsføres i EU (retten er ikke konsumeret). Sker dette alligevel, er der tale om ulovlig parallelimport.

  • Vidste du?

    At du kan få information og vejleding om bekæmpelse af kopivarer ved at kontakte Hotline om kopivarer hos Patent- og Varemærkestyrelsen.

    Læs mere her

  • Vidste du?

    At du kan anmode toldmyndighederne om (gratis) at se efter kopier af dine varer og tilbageholde kopierne, når de er på vej ind i EU.

    Læs mere her